Musik, Serious Gaming og koncentrationsevner - med App´en opdager eleverne den klassiske musiks magi gennem leg og interaktive læringsspil
Aktivitet 1
Lærer:
"I sidste lektion spillede I "Nøddeknækkeren" i appen. Hvad lærte I? Hvad kan I huske?"
Læreren kan læse historien om Nøddeknækkeren højt for eleverne igen.
Historien om Nøddeknækkeren
Det er juleaften. Klara og hendes lillebror Fritz sidder med familien omkring juletræet og venter spændt på gaverne. Hvor er det spændende! Pludselig banker det på døren, og onkel Drosselmeyer, en kendt urmager, træder ind. Der hænger et par snefnug på hans frakke. Onkel Drosselmeyer har vidunderlige gaver med til Klara og Fritz. Klara får en nøddeknækker og er meget glad for den. Men Fritz er jaloux. Han har også fået en gave, men han ville hellere have Klaras nøddeknækker. Fritz er så vred, at han griber nøddeknækkeren og kaster den mod væggen. Klara bliver forskrækket og meget trist. Hun samler sin nøddeknækker op, men den ene arm er knækket. Heldigvis har onkel Drosselmeyer lim med, og da han som urmager har så dygtige hænder, reparerer han nøddeknækkeren. Klara bliver meget glad.
Det er nu sent, og Klara er meget træt. Hun krammer sin nøddeknækker kærligt og går i seng. Nøddeknækkeren må sove ved siden af hendes dukke i dukkesengen. Klara er faldet i søvn, og langsomt begynder hendes drømme at blive levende! Klara befinder sig i en festsal, hvor alt er fyldt med magi: Juletræet bliver større og større, og stearinlysene på væggene begynder at danse. Så bliver festhallen overfaldet af en hær af mus. Musenes konge leder angrebet og forsøger at tage Klara’s nøddeknækker. Pludselig vågner nøddeknækkeren til live. Han kalder alle tinsoldaterne fra Fritz' legetøjskasse til hjælp. Sammen vil de jage musene væk.
Alle kæmper mod hinanden, indtil nøddeknækkeren står overfor musens konge. Musenes konge volder nøddeknækkeren store problemer. Men heldigvis er Klara der: Hun tager sin venstre sko og kaster den efter musenes konge. Hun rammer ham, og musenes konge styrter til jorden. Nu er nøddeknækkeren reddet og ... han forvandles til en prins! Klara og nøddeknækkerprinsen er lykkelige. De danser en glædesdans sammen og befinder sig pludselig i Landet fuldt af slik. Her bliver de mødt af sukkerfeen. Efter at have hørt historien om de to unge helte, beslutter sukkerfeen at holde en stor fest for at fejre Klaras mod.
Slutning 1: Mens Klara, i festhallen, danser til blomster-valsen med sin prins, bliver hun helt svimmel. Hun føler sig pludselig meget træt. Så synker hun ned i en vidunderlig himmelseng og falder i en dejlig søvn. Da hun åbner øjnene næste morgen, befinder hun sig i sin egen seng. Nøddeknækkeren ligger ved siden af hende. Det hele var altså kun en drøm. Klara er en smule trist. Hun kravler ud af sengen og går hen til morgenbordet. Men hvilken overraskelse venter hende der: Onkel Drosselmeyer har inviteret sin nevø på første juledag, og han ligner fuldstændig ... prinsen...
Slutning 2: I slutningen af den store fest kommer sukkerfeen med en vigtig bekendtgørelse: Hun kalder Klara og nøddeknækkerprinsen til sin side. For at takke dem for at have befriet riget fra musenes konge kroner hun dem som de nye regenter i Landet fuldt af slik. Honningbierne danser en glædesdans. Klara og nøddeknækkerprinsen lever lykkeligt til deres dages ende i Landet fuldt af slik. De modtager gæster fra hele verden med stor glæde og danser som tak til sukkerfeen den store blomster-vals.
Slutning 3: For at takke Klara befrier sukkerfeen nøddeknækkerprinsen for altid fra hans nøddeknækker-liv. Hun tillader ham at flytte til menneskenes verden med Klara. En magisk slæde, trukket af rensdyr, flyver hen til dem. Slæden rejser med dem gennem fantasien, indtil de om morgenen ankommer til Klaras hus. De takker og tager afsked med rensdyrene. Hjemme bliver de mødt af Klaras lykkelig forældre, onkel Drosselmeyer og Fritz. For at fejre første juledag danser alle glade og tilfredse omkring juletræet.
Og sådan ender eventyret om nøddeknækkeren. Hvilken slutning kan du bedst lide?
Aktivitet 2
Lærer:
- I dag skal vi lære karaktererne i historien lidt bedre at kende. Vælg en figur fra historien, som du gerne vil være (Nøddeknækkeren, Musenes konge, Sukkerfeen, Klara, Fritz eller Onkel Drosselmeyer).
- Nu danner vi par med to forskellige karakterer. Der kan altså ikke være par, som består af 2 Klaraer eller 2 Musenes konger.
- Hver af jer skal sammen med sin makker gennemføre et interview og stille nogle spørgsmål for bedre at lære den andens figur at kende. Vi har allerede nogle informationer fra appen og historien, men vi ved ikke alt om figurerne. Sæt dig ind i din figur og overvej, hvordan vedkommende ville svare. Find på et svar, hvis du ikke ved, hvordan figuren ville svare på et spørgsmål. Husk, hvad din makker svarer. Først gennemfører elev A interviewet med elev B, og derefter bytter vi, så elev B gennemfører interviewet med elev A.
Tip
Læreren kan stille spørgsmålene og efter hvert spørgsmål give eleverne tid til at interviewe deres makker. Eller læreren kan sætte spørgsmålene op på tavlen med en projektor.
Spørgsmål
- Hvad hedder du?
- Hvor gammel er du?
- Har du en særlig egenskab?
- Har du en svaghed?
- Hvad gør dig vred eller trist?
- Hvad gør dig særligt glad?
- Hvad vil du gerne være, når du bliver ældre?
- Hvad er dit yndlingssted i historien om Nøddeknækkeren?
- Hvem er din bedste ven eller veninde?
- Er der noget, du gerne ville ændre, hvis du kunne påvirke historien?
Aktivitet 3
Lærer:
„Nu skal du præsentere din partner for klassen. Du skal påtage dig din partners rolle og fortælle fra et jeg-perspektiv, hvad din partner har fortalt dig om sig selv. Hvem vil gerne begynde?“
Eksempel
Par: Klara og Fritz
Pigen, der i interviewet var Klara, spiller i denne afsluttende fase Fritz og siger så i første person til gruppen: „Hej alle sammen. Jeg er Fritz. Jeg er syv år gammel. Jeg er et energisk barn, men ofte også lidt uartig... Jeg bliver meget vred, når min far sender mig i skammekrogen... osv.“
Eleven, der i interviewet var Fritz, skal gengive svarene fra pigen, der spillede Klara, som om det var Klara selv, og så sige: „Hej alle sammen. Jeg er Klara, og jeg er otte år gammel. Jeg er en meget venlig person og hjælper gerne andre. Jeg bliver meget trist, når et legetøj går i stykker... osv.“
Hvis der er tid tilovers...
... kan læreren lave et brainbreak sammen med eleverne (f.eks 15 sprællemænd, 10 squats, ...)
Kompetencer i denne lektion:
Eleverne...
- … fordyber sig i hovedpersonernes karaktertræk fra historien.
- … træner evnen til at sætte sig i en figurs sted og forestiller sig realistiske egenskaber baseret på spørgsmål.
- … øver sig i aktivt at lytte og mundtligt præsentere de opnåede oplysninger.